Aktuelt

Kalundborg kan glæde sig til nye boliger

Byggeriet af Klosterkrogen, et nyt boligområde i Kalundborg, er netop opstartet. 50 nye rækkehuse med gode adgangsforhold til alle aldre og med fokus på fællesskab generationerne imellem.

Nordøst for Kalundborg bymidte i naturskønne omgivelser ved Klosterdammen og Lupinvej opfører Innovater A/S 50 nye etplansrækkehuse med diversiteten for øje, både når det gælder beboerne og naturen.

Et fælleshus med indbygget orangeri og fælles opholds-arealer danner midtpunkt for boligområdet af 2-4-værelses rækkehuse, med et samlet boligareal på ca. 4.000 m2, så beboerne har mulighed for at skabe en fælles hverdag i trygge omgivelser. Hver bolig har også adgang til egen have, skur og gode parkeringsmuligheder.

Innovater A/S har haft et godt samarbejde med Kalundborg Kommune, hvoraf grunden er købt. Klosterkrogen opføres af totalentreprenør Oxdal A/S.

Ifølge Pierre Klausen, udviklingschef hos Innovater A/S, er Kalundborg en spændende by at få mulighed for at byudvikle: ”Kalundborg er inde i en positiv udvikling med stigende befolkningstilvækst, og store globale virksomheder kommer til eller øger deres kapacitet i området. Vi ønsker dog ikke kun at bygge til tilflyttere, men også omfavne det stigende seniorsegment i byen, hvorfor Klosterkrogen lægger vægt på både at kunne huse ældre som yngre og skabe bånd mellem nye og nuværende borgere. Vi glæder os meget til at komme i gang”.

Klosterkrogen er solgt til Nectar Invest A/S med overtagelse ultimo 2023.

Direktør i Nectar Invest A/S, Thomas Borg udtaler: ”Innovater A/S har udviklet et flot og relevant projekt, som vi glæder os til at overtage. Kalundborg er en interessant by med mange store arbejdspladser, men samtidig med et relativt lille udbud af moderne og funktionelle boliger. Vi overtager et projekt, hvor der er fokus på fællesskabet, og hvor flere generationer kan bo side om side. Derfor ser vi frem til at påbegynde udlejningen i løbet af 2023”.

For yderligere information kontakt venligst:

Pierre Klausen, udviklingschef, Innovater A/S. Mail: pk@innovater.dk. Tlf.nr. 2541 2639.

Tilføj din overskrift her